Dagbog

USA

 

18/7 – 9/8

2006

 

 

 

 

 

 

 


 

Tirsdag 18/7

Rejsen var lang, men gik ellers godt. Helle kom og hentede os kl 7:15. Hun måtte køre i vores egen bil for her kunne bagagen præcis være i bagagerummet. Der var mange andre der som os mødte op i lufthavnen i rigtig god til. Der har været mange problemer med bagagehåndtering og sikkerhedscheck de seneste uger.

Det var en frygtelig lang rejse. Men alle steder i fly og lufthavne gled rejsen roligt uden vi gik helt ud af vores gode skind af kedsomhed. Vi stillede urene tilbage to gange; i Atlanta 6 timer og igen i San Francisco 3 timer. Det føles lidt som at blive slået hjem i ludo – dagen kunne ingen ende få.

I lufthavnen stod en bil vi har lejet. En stor (synes vi da selv) 4-hjulstrækker med masser af plads til os selv og bagagen. Modellen hedder Chevrolet Trailblazer.

Vi var fremme ved hotellet i Hayward lidt i 21 om aftenen – 23 timer efter vi begyndte rejsen hjemmefra. Så vi gik alle direkte i seng. Pigerne var godtnok lidt overgearede og syntes de skulle hoppe i sengene. Men det havde Erik og jeg ikke overskud til at se på ret længe.

 

Vi venter i afgangshallen i Kastrup. Vores fly står udenfor.

 

 


 

Onsdag 19/7

Vi har alle kludder i døgnrytmen og vågnede midt på natten. Kl. 5:30 kunne ingen af os holde ud at ligge i sengen længere. Så vi var klar, da vi kunne få morgenmad på motellet kl. 6:30.

Dagen i dag skulle bruges til at se San Francisco. Vi valgte den dyre, men bekvemme løsning at sætte bilen i parkeringshuset ved Pier 39. Herfra gik vi rundt på havnen og kiggede. Der var en ubåd og et fragtskib fra 2. verdenskrig, gamle hjuldampere, en skonnert med mere. Alle steder var boder og attraktioner ved at åbne. Vi var rigtig tidlig på den.

Vi besluttede at gå langs vandet ud til Golden Gate.  Det var en længere tur, men pigerne sprang glade af sted og der var meget forskelligt at se på undervejs på turen. Byen er dejlig ren og venlig. Her er grønt og flot og alt virker meget velstående og i orden. Vejret var også perfekt 20-22 °C og en let vind. Der flyver flokke af pelikaner langs kysten. De er ret flotte. Oppe på broen gik vi ud til midten inden vi vendte om. Vi havde masser af vand med i rygsækken og nogle boller. Vi forsøger at gå med bare fødder i sandalerne for at spare på vasketøjet. Men både Lise og jeg døjede med sandalerne gnavede lidt. Så vi måtte ind i et supermarked og købe plaster.

Da vi var tilbage i midtbyen gik vi op ad de stejle gader som byen er så kendt for. Det var godtnok hårdt at gå op. Den første kabelsporvogn vi kom til var ude af drift fordi den skulle repareres, og den næste var der så lang kø til, at vi opgav. Den snoede Lombard Street var næsten endnu flottere i virkeligheden end på billeder. Der var mange biler som tog en tur ned.

Vi var efterhånden ved at være trætte og kunne heller ikke tåle mere sol. Vi fandt en kæmpe forretning med alt til dyr i flere etager. Det var meget sjovt at kigge på.

Dagens udflugt sluttede med en tur ud på Pier 39. Her var rigtig gang i alle butikkerne, underholdning i gaden og en utrolig vrimmel af mennesker. Vores ærinde var søløverne ude for enden af molen. De var sjove at kigge på.

Vi var alle trætte af at gå og gik det korte stykke tilbage til bilen. Vi forsøgte at køre et stykke langs den afmærkede ”Scenic Drive”, men Ida var utilpas og ville gerne hjem.

Tilbage på hotellet sov pigerne så godt på bagsædet at de næsten var umulige at vække. End ikke poolen kunne lokke. Da vi langt om længe fik lokket dem ned at bade livede de vældig op. Aftensmaden fik vi hos naboen, en mexicansk fastfood restaurant. Vi bestilte 4 forskellige ting og delte dem mellem os.

 

Havnen i San Francisco. Øen Alcatraz i baggrunden.

San Francisco havn.

Det var en lang spadseretur fra byen helt ud til Golden Gate.

God udsigt tilbage til byen.

Der kom mange skibe sejlende herunder.

Der kom også en del pelikaner flyvende i flokke.

Vi gik ud til midten af broen.

 

Den gyngede ret kraftigt når der kom en tung bil kørende forbi.

Lombard Street er så stejl at man har lavet den med mange sving.

Samtidig er den meget flot plantet til.

Der var hele tiden turister der skulle køre turen i bil.

En stejl gade.

Vi kigger på sæler ved Pier 39.

De berømte sæler.

 

Om sommeren er der kun nogle få tilbage, men om vinteren siges der at være rigtig mange sæler i havnen.

Vi har overtalt pigerne til at skrive dagbog hver aften.

 

 


 

Torsdag 20/7

Kl. 8 var vi færdige til at køre af sted på dagens rute. Det er en lang dag der var planlagt, så det passede fint, at vi var tidligt på den.

Vi kørte op på St. Andreas forkastningen og kørte på toppen af bjerget ad Sunset Boulevard. Herfra er der udsigt til både San Francisco og Stillehavet. Men der var ret tåget over land, så det var begrænset hvor meget udsigt der var. Men det var alligevel en flot køretur.

Næst efter kom et stort skovområde ved Big Basin med redwood kæmpetræet. Vi kørte tværs gennem skoven ad en stejl snoet bjergvej. Midt i skoven gjorde vi holdt ved en plads hvorfra der var en vandresti til hhv. skovens højeste træ ”Mother of the forrest” på 110 m og det ældste træ ”Father of the forrest” på 2000 år. Der var dejligt i skoven, men vi brugte ikke tid på en længere spadseretur. Vi skulle nemlig ikke være for sent fremme ved eftermiddagens attraktion; akvariet i Monterey.

Vi var fremme lidt i kl. 13. Frokosten blev et stykke kage. Det var det vi lige havde ved hånden. Vi var enige om at mere tid på mad ville vi ikke bruge. Og så videre til akvariet som viste sig at overgå alle vores bedste forventninger. Akvariet er bygget i en gammel sardin konservesfabrik i det gamle industrikvarter ud til havet. Alting der udstilles handler om det lokale dyreliv lige udenfor vinduerne. Især akvariet med tangskoven var flot og imponerende. Selv de lokale fugle svømmede rundt og dykkede ned i bassinet. Og ved et andet bassin var der udstillet kystens fugleliv ved en strandkant.

På terrassen med udsigt ud over havet kunne vi kigge på den frie natur. En ting som betog pigerne meget var de mange vilde sæler der lå og solede sig på klipperne lige tæt på.

Vi blev til akvariet lukkede kl. 18. Den sidste halve time inden lukketid var der dykkere i akvarierne som pudsede glas.

Vi var godt sultne og fandt et pizzaria i nærheden. Herefter skulle vi finde et hotel for natten. Det viste sig at være et større problem end forudset. Der skal være et stor motorcykelløb i weekenden og alle værelser i byen var derfor reserverede for længe side. Vi kørte længe rundt og spurgte efter et ledigt værelse før end det endelig lykkedes. Vi var alle frygtelig trætte. Pigerne gik direkte i seng. Erik og jeg måtte køre en ekstra tur ud for at købe mad til morgenmad som det motel vi fandt ikke serverer. Også maden var udsolgt. Da vi langt om længe fandt et supermarked havde de kun sandkage tilbage. Pigerne sov sødeligt da vi kom tilbage. Erik og jeg sank også trætte om i vores seng.

 

Pigernes spejlbillede i bilen.

 

Vi holder pause for at spise et æble og kigge på udsigten fra Skyline Boulevard.

Et kæmpe redwood-træ ved parkeringspladsen.

Træet ”Mother of the Forrest” er 110 m højt.

Akvariet i Monterey viser tangskoven og dens dyreliv.

Der er store tangskove i havet lige udenfor.

Akvariet er så stort at nogle fisk udelukkende holder til i en del af det.

Goplerne er meget fotogene.

Lise kigger ud over havet efter dyr.

Vi kunne bl.a. se sæler i havet udenfor akvariet.

Og der skrives fortsat på dagbogen…

 


 

Fredag 21/7

Vi fik sandkage og vand til morgenmad + de sidste skiver rugbrød hjemmefra. Det lykkes os stadig at komme tidligt op om morgenen, så vi havde pakket og var klar til afgang kl. 8. Vi var først i et supermarked og købe ind. Herefter kørte vi til Point Lobos naturparken. Her gik vi rundt på stierne og så kystlandskabet og dyrelivet. Vi kunne høre søløver og så en stor koloni sæler. Vi var alle 4 begejstrede for landskabet.

Frokosten spiste vi på ”cafe bagsmæk” inden vi startede køreturen sydpå langs kysten på highway 1. Det meste af vejen var det tåget over havet fordi den kolde luft fra havet møder den varme luft fra land. Det var en flot køretur og vi stoppede mange steder for at se og fotografere udsigten.

De fleste steder vi kiggede ud over vandet kunne vi se toppen af tangskove. Så kunne vi sende akvariet i Monterey en venlig tanke, og huske på det rige dyreliv de havde vist os, der lever heri.

Vejen var meget snoet og gik op og ned. Vi blev helt dårlige af den urolige kørsel. Hele vejen så vi modkørende motorcykler på vej til Monterey. Vi talte med en af dem ved et udsigtspunkt. Han fortalte der skulle kommer i alt 150.000 motorcykler – så tror da pokker, at vi havde problemer med at finde overnatning i aftes.

Ved Piedra Blancas var en stor P-plads og mange mennesker som stod og kiggede på søelefant-kolonien. Det er nogle sjove dyr. De rykker sig ikke mange meter ad gangen.

Vi var lidt i tvivl om vi skulle køre en time mere for at gøre morgendagens tur det stykke kortere. Men efter i går var vi også nervøse for, der kunne være et problem med at finde et hotel. Enden blev, at vi fandt et hotel lige i nærheden i San Simeon og tilbragte de 2 sidste timer af eftermiddagen ved hotellets pool. Det var dejligt for pigerne at bade og Erik og jeg trængte vist også til at slappe af.

Vi spiste aftensmad i hotellets restaurant. Tilbage på værelset skrev pigerne og jeg lidt dagbog. Vi var trætte og gik i seng lidt over kl. 21.

 

Sandkage, to bananer og et par skiver rugbrød til morgenmad. Dertil serveres lunkent vand.

Ikke så imponerende på turens absolut dyreste motel.

Naturen ved Point Lobos lige syd for Monterey er meget smuk.

Kysten.

 

 

Der er mange blomster.

 

 

 

 

Vi spiser frokost i den allesteds­nær­værende rullende ”cafe bagsmæk”.

Bixby Bridge.

Da vi kom til søelefanterne gik fotografen helt amok.

Er de ikke bare fantastiske?

 

De ligger for det meste helt stille. Hvis de skal flytte sig holder de pause for hver 3 m.

De nyder at rulle sig i sandet og kaste det hen over sig.

 

 


 

Lørdag 22/7

Dagens første stop var allerede efter ¾ times køretur hvor vi kunne se en sandstrand. Her måtte vi lige ned og soppe i Stillehavet, som viste sig at være koldt.

Næste stop var Solvang, hvor vi var fremmed ved 10-tiden. Temperaturen er steget mærkbart nu vi er kommet ind i landet. Vi fandt ikke nogen indbyggere som talte dansk, men ellers gjorde de alt hvad de kunne for at virke danske. Vi gik en runde og kiggede på gøglet, skrev postkort og pigerne fik en is.

Ved 12-tiden fortsatte vi turen mod Los Angeles. Da vi igen kom til at køre langs kysten efter Santa Barbara kunne vi se en dejlig strand langs motorvejen. Der var også andre biler som holdt i nødsporet, så vi tog en hurtig beslutning og fiskede badetøj og håndklæder frem fra bagagen, klatrede over autoværnet og ned på stranden. Vandet på denne side er langt varmere at bade i, så vi hyggede os 1 times tid på stranden. Vi var så heldige at se en flok delfiner svømme forbi tæt langs stranden. Første tanke ved synet af finnerne var hajer!

Vi kørte herefter et stykke videre indtil vi kunne dreje fra motorvejen ved Vectura. Her fandt vi et sted nede ved stranden, hvor vi kunne parkere og servere foccasiobrød og kirsebær fra vores rullende cafe bagklap.

Herefter gik turen videre til vores hotel i Hollywood. Da vi havde fået kufferterne sat op på værelset gik vi en tur langs Hollywood Boulevard der ligger 50 m fra vores hotel. Vi læste alle navnene på stjerne i fortovet og havde knap tid til også at kigge op og se, hvad vi gik forbi. Vi fandt et sted vi kunne få pizza til aftensmad. Da vi startede med at gå ved 19:30-tiden troede jeg butikkerne var lukkede pga. det var lørdag aften. Men det viste sig senere at de bare åbnede senere på aftenen.

Vi var alle trætte efter endnu en dag. Pigerne og jeg sluttede dagen af med at skrive dagbog og Erik kodede adresserne ind på morgendagens udflugtsmål i TomTom’en – i daglig tale omtalt som ”Birgitte”, hvilket er navnet på den stemme vi har valgt den skal give instruktioner med.

 

Stillehavet er koldt.

Solvang. I baggrunden ses en kopi af Dybbøl mølle og Rundetårn.

Men det var nu det amerikanske flag der var rejst.

Et spændende vejskilt.

Vi klatrer fra stranden tilbage til bilen oppe på motorvejen.

Lassie har en stjerne på Hollywood Boulevard.

.. og Ronald Reagan.

En optrædende på Hollywood Bouleward.

 


 

Søndag 23/7

Vi sov længe i dag. Det var helt dejligt. Dagens første udflugtsmål gik til La Brea Tar Pit der er et område midt i byen med søer, hvor der strømmer olie og tjære op fra undergrunden. Herfra har man fundet verdens største forekomst af knogler fra istidsdyr der har siddet fast i tjæren. Inde i museet var der nogle tønder med tjære hvor man kunne trække stokke med forskellige diametre op af. Det krævede ret så mange kræfter – så herefter forstod vi bedre hvordan et stort stærkt dyr kunne sidde fast i klisteret. Der er i alt udgravet 1 million knogler i dette hvad de kalder verdens største puslespil. Det var imponerende at se udstillingen. Selv om det var søndag kunne vi se laboratoriet rense og sortere nylig udgravede knogler. Udenfor kunne vi se udgravning 91, hvor man ligger på maven på nogle gangbroer og forsigtigt graver sig nedad. Et ret så klistret arbejde.

Til frokost supplerede vi vores madpakke med indkøb fra McDonalds.

Herfra gik turen videre til Getty Center, der er et kæmpe kunstmuseum bygget til byen af en rig mand. Der var mange andre som havde fået samme ide som os, så vi måtte 6 etager ned i en enorm parkeringskælder før end der var en ledig plads til bilen. Fra parkeringshuset skulle man køre 5 min med kabelbane op til selve museet der er enormt stort og helt fantastisk flot. Vi startede med at gå en tur gennem haven. Herefter gik vi ind og så nogle tilfældige udstillinger. Pigerne syntes ikke det var særlig spændende at se på. Erik og jeg kunne sagtens have brugt meget mere tid. Men efter 2 timer vendte vi tilbage til bilen og kørte ned til Venice stranden. Også her var der mange mennesker. Vi skiftede til badetøj og sprang ud i bølgerne. Pigerne er helt vilde med at tumle i den høje brænding.

Til slut gik vi en tur langs stranden hen til en af de store moler. Her gik vi ud til enden og vendte. Der var fyldt med fiskere hele vejen ud, og mange af dem havde allerede fanget en fisk. Også surfere var der mange af. Vi kunne rigtig stå og se deres forsøg på at fange den rigtige bølge. Det var ved at være sent, så vi måtte til at køre hjem. På vejen fandt vi et sted at købe kylling og pommes frites som vi tog med hjem på værelset og spiste.

 

Den store tjæresø foran museet.

 

Der var en måge som var kommet til at lande på søen. Den kunne ikke komme derfra igen.

 

Inde på museet kunne man prøve at trække en stang på af en spand tjære. Det kræver mange kræfter.

Der er udstiller skeletter fra dyr der levede i istiden – sabelkatte, dromedarer, mammutter, bison, fugle, ulve…

De udgravede knogler skal renses for tjære.

Bagefter skal knoglerne sorteres.

Udgravning 91.

Det bobler op med naturgas.

Endnu en tjæresø.

Det er utroligt der kan vokse en palme helt nede i kanten.

Alt tjære er hegnet ind, så man ikke kommer til at træde i det. Bemærk det lille bur bagerst til venstre på græsplænen. Det er en lille tjæreplet.

Getty Center

Toget der kører mellem museet og parkeringskælderen.

Omklædning på Venice stranden.

Spadseretur langs stranden hen til molen i baggrunden. Sådan nogen moler må amerikanerne bare have, konkluderede Erik.

 


 

Mandag 24/7

Vi var tidligt oppe, spiste morgenmad på værelset, pakkede vores kufferter og læssede bilen med alle vores ting.

Dagens udflugtsmål var lige i nærheden – Universal Studios. Her så vi forskellige shows og forlystelser som demonstrerede forskellige temaer fra filmens verden. Vi startede med at se en 4D animation med en historie om Shrek. Så var der en vandrutschebane gennem kulisser fra ”Jurassic Park”, et show som viste hvordan man sætter lydeffekter til film, en rutschebane gennem kulisser fra ”Mumiens hævn”, demonstration af stuntmen i vand og ild, fremvisning af dyr dresseret til brug i film osv. Der var desuden en 50 min køretur ind gennem studierne som ligger i et 170 ha stort område. Vi kørte ind i flere forskellige kulissebyer der skulle være bymiljø i en amerikansk storby, Europa, Mexico og en westernby. Der var ikke kun alm. huse men også kirker, torve, rådhuse, skoler, hoteller. Kulisserne bliver løbende ændret efter behov.

Der stod også en kulisse fra en film, hvor et fly var styrtet ned i nogle huse. Man havde måttet splitte et rigtigt fly ad for at opbygge den. Inde i en stor hal var opbygget en undergrundsstation. Medens vi holdt her startede et jordskælv og loftet styrtede ned, så en stor bus oppe fra gaden røg ned til os. Det stod med gnister om os og der gik hul på en stor vandledning. Smart nok kunne ulykken stilles tilbage så alting kom på plads igen og scenen gentages forfra en anden gang.

Det var en frygtelig varm dag. Her er hedebølge og meget varmere end normalt. Amerikanerne siger her er 100 grader – det svarer vist til 37 °C. Jeg var helt dårlig af overopvarmning på et tidspunkt. Erik sørgede ellers godt for os. Han havde en hel rygsæk vand med. Så vi kunne bare sige til når vi skulle have mere at drikke.

Vi besluttede at stoppe kl. 17. Men da havde vi også været i parken siden kl. 8:30.

Vi var fremme ved vores nye hotel i bydelen Anaheim i den anden ende af Los Angeles lidt i 19. Vi var sultne og fandt en amerikansk restaurant i nærheden. Tilbage på hotellet var pigerne og Erik en lang tur i poolen. Jeg forstår ikke hvor de får energien fra. De kom op og gik direkte i seng kl. 22:30.

 

Indgangen til Universal Studio.

De havde været så venlige at mærke bænkene med, på hvilke man kunne risikere at få vand.

Ild på vandet. Strålevarmen herfra var stærk.

Vi kører på en 50 min bustur rundt på Universal Studios område.

En kulisseby.

Kulisse til flystyrt. Det er en rigtig flyver man har skilt ad.

Et stort billede af det berømte Hollywood­-bjerg.

 

Så er det op til fotografen om det skal blive en illusion som på film, og fotografiet derfor ikke skal afsløre det er et billede i stedet for det rigtige bjerg vi står foran.

Dyr er jo altid søde og sjove.

Aftendukkert i motellets pool.

 


 

Tirsdag 25/7

Jeg gik ud som et lys da vi kom hjem kl. 22:40 efter en lang dag i Disneyland. Vores motel ligger 5 km fra parken, så vi mødte op fra morgenstunden. Det tog en del tid at finde frem til den rigtige parkeringsplads. Men så snart vi havde sat bilen, var det bare effektivt at få os kørt frem i lange bus-tog til billetlugerne.

Og så gik dagen ellers med at prøve forlystelser og se på optræden. Vi var inde og se en Snehvide-forestilling. Ida strålede som en sol bagefter fordi hun havde kunnet forstå den tydelige udtale. Midt på dagen var der det store optog. Det var virkelig flot. Ind mellem forlystelserne gik der Disneyfigurer rundt. Pigerne havde på forhånd set reklame på TV med børn der fik autografer af figurerne, så Ida havde sørget for at have en lille blok med de kunne skrive på. Vi fik autografer fra Snehvide og Peter Plys, som vi var heldige at fange i et øjeblik uden kø. Til flere af figurerne var der 30-60 min ventetid. Medens vi gik og prøvede forlystelserne og kiggede på den flotte park var det sjovt at tænke på Lillian & Co. er i Disneyland i Paris i denne uge også.

Dagen sluttede med stort fyrværkeri kl. 21:15. Det var imponerende. Bagefter skulle vi alle hjem på en gang. Det var utroligt hvordan vi alle kunne gå direkte ombord på en bus uden ventetid og blive kørt tilbage til vores bil.

Der var vel ca. 1/10 af bilerne tilbage i parkeringshuset. Erik og jeg havde ikke på forhånd forestillet os vi havde kunnet holde ud så lang en dag.

Da vi kom tilbage på motellet drattede jeg direkte om på sengen. Men pigerne – de hoppede rundt og ville gerne en aftentur i poolen. Så hva’ – vi har jo ferie. Heldigvis havde Erik kræfter til at følge med dem. Jeg var tæt på at være faldet i søvn da de kom op.

 

Vi kører i rutschebane.

Teaterstykke med Snehvide.

Bagefter mødte vi ikke mindre end 2 levende ”Snehvider” i parken. Den ene af dem havde tid til at skrive sin autograf.

Midt på eftermiddagen var der optog med Disney figurerne.

 

Her Pinnochio.

Løvernes konge.

Centrum i parken er slottet. Her foran en figur med Walt Disney.

Autograf fra Peter Plys.

Fyrværkeri.

 


 

Onsdag 26/7

Dagen stod primært på en lang køretur. Vi udnyttede at værelset skulle forlades senest kl. 11 og brugte formiddagen på at bade og vaske tøj. Pigerne gik helt amok med at svømme. Erik skridtede bassinets længde af til at være 12 m. I starten ville de svømme en km. Men det endte med Ida svømmede 194 baner og Lise svømmede 110 baner.

Det var Eriks tur til at køre i dag. Indtil videre har han kun kørt en lille time. Han har holdt sig tilbage fordi han ikke tidligere har kørt med automatgear. Men i dag kørte han det meste af vejen.

Umiddelbart efter Los Angeles kom vi op over en bjergkæde og naturen blev tør og gold. Bjergene havde mange farver fra lyst til brunt, gråt og rødt. Det var ret flot. Vi holdt en frokostpause ved Calico ghost town – en forladt sølvmineby kort efter Barstow. Efter at have spist ved ”cafe bagklap” gik vi en hurtig tur gennem byen. Selv om byen osede mere af forretning end frilandsmuseum, så var den alligevel spændende at se. Det var ligesom i en westernfilm med overdækkede træfortove. Men nøj, hvor vi svedte. Varmen var helt ulidelig. Sveden haglede af os selv når vi stod stille.

Vi gætter på temperaturen har været et godt stykke over 40 °C. Så er det godt at have air condition i bilen. Det er en sjov fornemmelse når det er så varmt. Vi sidder i dejlig kølig luft, men hvis man rører ved bilruderne, så er de brandvarme.

På dagens køretur kom vi igennem i alt 4 stater; Californien, Nevada, Arizona og Utah. Motorvejen gik tværs gennem Las Vegas. Vi kørte helt til Hurricane, hvor vi fik et værelse på et Super8 motel.

Vi havde for flere dage siden lovet pigerne, at i dag når vi skulle køre den lange tur, så skulle vi starte på at høre vores medbragte lydbog med Harry Potter. Men tiden fløj af sted med at kigge på det spændende landskab og pigerne er lidt bagud med at skrive dagbog. De kan ikke koncentrere sig, så selv om de går meget op i det med skriveriet lykkedes det dem knap nok at blive færdige. Det sidste stykke vej før Hurricane lignede bjergene noget taget ud af en cowboyfilm. Det var da sjovt at se.

Vi er kommet i en anden tidszone og skal derfor stille ruret en time frem. Tiden vi var fremme ved motellet var derfor kl. 20. Pigerne sprang straks i badetøjet. De har ikke nogen ro før end de har fået badet. Derefter gik vi ind hos naboen som viser sig at servere dejlig mad. Pigerne fik en sandwich og Erik og jeg en stor salat. Herefter var det meningen pigerne selv skulle gå i seng medens Erik og jeg var en smut nede og købe ind. Men da vi kom tilbage sad de og hyggede sig med at skrive dagbog. Det var over midnat før end vi kom i seng.

 

Ved alle pools hænger skilte med sikkerhedsinstruktioner.

Her står: Ingen udspring, børn under 14 år kun ifølge med voksne, hvis der sker en ulykke ring 911, max antal personer i poolen…

Et stort motorvejssystem ved Anaheim.

Et hus i Calico ghost town.

 

Overdækkede træfortove –som taget lige ud af en cowboyfilm.

 

Byen blev forladt da sølvminen lukkede.

En helt fantastisk ting ved landskabet vi kørte igennem var, at jeg kunne genkende det fra det jeg havde set på Google Earth hjemmefra.

Motorvejen kører gennem Las Vegas tæt på The Strip. Her er det hotel, Circus Circus som vi håber at komme til at bo på når vi skal til Las Vegas.

Da vi kom frem til vores hotel i Hurricane skulle pigerne straks i vandet – så må aftensmaden vente.

Jeg er meget betaget af de amerikanske lastbiler.

 


 

Torsdag 27/7

Det blev ikke til mere end 6 timers søvn før end vækkeuret rungede. Det var lidt hårdt at komme ud af sengen kl. 6:15. Morgenmaden på motellet var en succes – vi kunne selv bage vafler med dej der stod parart til os.

Vi pakkede bilen og kørte det korte stykke til Zion nationalparken. Her lejede vi cykler i den nærliggende by, Springdale. Vi cyklede helt ind til bunden af dalen. Tur retur var det ca. 30 km. Vi svedte og drak meget vand, men det var en fin måde at opleve naturen på. Vi cyklede ind i dalen langs en flod mellem de røde lodrette klippevægge. Det var rigtig flot.

Da vi havde afleveret cyklerne trak vi dejlige kolde sandwich op af køletasken i vores glohede bil.

Om eftermiddagen tog vi parkens bus ind til enden endnu en gang for at spadsere ind til bunden hvor klippevæggene står helt tæt. Hvis man vader det sidste stykke ind gennem floden kommer man til sidst til et sted, hvor der er få meter mellem de 300 m høje klipper til hver side. Vi havde ikke mod på dette sidste stykke. Det havde regnet for nylig, så vi kunne se at de der kom tilbage var våde langt op midt på kroppen.

Tilbage ved bilen kørte vi videre vestpå gennem parken. Det var også en flot køretur i bjergene og gennem et par smalle tunneler.

I Kanab var vi heldige at finde et OK motel med en pool som pigerne øjeblikkelig hoppede i. Medens de badede kørte Erik ned i et supermarked for at proviantere, så vi kan få morgenmad og frokost i morgen.

Vi var heldige at finde et sjovt sted at spise aftensmad. Her var hyggelig stemning og da pigerne nåede til desserten fik de lov til at komme med hen til disken og se damen lave mud-pie og milk shake.

Da vi kom tilbage på værelset skrev pigerne og jeg dagbog.

 

Vi cykler i Zion Nationalpark.

Jeg troede der var noget galt med cyklen siden der slet ikke var noget friløb. Vi skulle trampe af sted hele tiden. Det viste sig på hjemvejen, at vi havde kørt op ad bakke hele udturen.

Klipperne er røde og stejle.

Vi kan godt se dig selv om du gemmer dig i en busk.

Kort tid efter jeg tog billedet, tog den mod til sig og pilede over stien og var væk.

Erik i bunden af kløften hvor man skal vade videre i floden, hvis man vil dybere ind.

Pigerne sopper.

 

Kort tid herefter var der en lille dreng på 3-4 år der blev taget af strømmen et stykke.

Lise-bomstærk.

Vi kører videre gennem en tunnel der er så smal at man må ensrette trafikken hvis der skal en bil større end vores igennem.

På den anden side af tunnelen var bjergene stribede. Det var ret flot.

En indhegning med bisonokser.

En velbesøgt og spændende restaurant i Kanab.

Pigernes dessert.

 

 

 


 

Fredag 28/7

Det var svært at komme ud af sengen, men da vi har et par timers kørsel til Grand Canyon var der ikke andet at gøre end se at komme i omdrejninger. Vi fik startet på at høre vores Harry Potter, så det blev en dejlig køretur. Naturen viste sig også at være rigtig flot. Den sidste halvdel af turen kørte vi gennem skov og flade enge. Flere steder kunne vi se der havde været skovbrand. Nogle steder var det for en tid siden det var sket og et enkelt sted var det sket for nylig. Vi kunne stadig lugte branden og der stod skilte med forbud mod at gå derind.

Vi var fremme ved Visitors Center lidt i kl. 10. Jeg fik næseblod og måtte lige sidde lidt i bilen. Efter at have orienteret os lidt kørte vi hen til starten af Kaibab stien som fører helt ned til Coloradofloden. Turen helt ned til bunden er på 23 km og så må man overnatte dernede før end man går op igen næste dag. Vi gik et stykke ned af stien til Supai Tunnel. Det var en tur på ca. på 3 km der førte os ½ km ned i dybet.

Oppe på kanten var temperaturen rigtig behagelig – jeg vil gætte på 20-24 °C. Så snart vi begyndte at gå nedad steg temperaturen betragteligt. Det siges der skulle være 45 °C helt nede på bunden.

Det var stejlt, varmt og flot at gå ned ad stien. Erik havde sin rygsæk fuld af vandflasker til os alle sammen. Alle folk vi mødte hilste og der var dejlig roligt i slugten. Lige efter os kom en flok mænd fra Sydkorea. De sang højt og dejligt medens de gik, så det var lidt specielt. Turen tog i alt 3½ time. Det var lige tilpas. Jeg var i alt fald godt fornøjet ned at trave opad den stejle varme sti. Lige før vi vendte om sprang min næse op og jeg blødte ned af min bluse og shorts – så jeg så farlig ud!

Tilbage ved bilen fik vi sandwich og koldt vand at drikke. Som forudsagt trak det sammen med skyer kl. 14. Det dryppede lidt med blev ikke til rigtig regn. Det er åbenbart en monsun-agtig ting, at det trækker sammen ved 14-tiden på denne årstid. Vi gik hen til det officielle udsigtspunkt Bright Angel Point inden vi kørte videre ind gennem skoven til udsigtspunkterne Point Imperial og Cape Royal. Der var for diset og overskyet til udsigten var rigtig flot. Men fra det sidste udsigtspunkt kunne vi se helt ned til Coloradofloden. I det hele taget er Grand Canyon så stor at den er vanskelig at se. Man kan fra alle steder bare se en lille smule af det enorme område. Men et spændende landskab det er det. På det sidste udsigtspunkt var der advarsler mod der pludselig kunne forekomme lyn. Der stod derfor at vi skulle være opmærksomme på, hvis der lugtede af ozon eller vores hår strittede, så skulle vi undgå høje træer og skynde os tilbage til bilen.

Det var sidst på eftermiddagen og på høje tid at vende tilbage til vores motel. Så snart vi var hjemme gik vi på vores trætte ben udfor at spise aftensmad. Det blev til 4 x BigMac hos McDonalds.

Tilbage på værelset skrev pigerne og jeg dagbog til kl 22.

 

Kaibab trail går gennem en lang side-kløft.

Klippen består af to forskellige typer lag med hver sin hårdhed. Det røde giver ikke så stejl en skrænt som det lysere.

Eriks eget billede blev ikke så spændende, men jeg er ret så glad for dette billede af ham som fotograf.

Vi vendte om da vi nåede til Supai Tunnel.

Turen til Supai Tunnel er 2,7 km og man kommer ca. 500 m ned.

Udsigt fra Bright Angel Point.

Det er altså et usædvanligt landskab.

Udsigt fra Point Imperial.

Udsigten fra Point Royal.

Her kan man få et kig ned til Coloradofloden i bunden.

Coloradofloden.

Typisk vejstrækning.

Et stykke skov der er brændt.

 

 


 

Lørdag 29/7

Pigerne startede dagen med en badetur i motellets pool. Så pakkede vi bilen. Dagens køretur var på 2 timer til Bryce Canyon Nationalpark. En af de første ting i parken var, vi skulle reservere plads til den ridetur som vi havde lovet pigerne. Det var lige ved at gå i fisk for os. Det viste sig, der havde været problemer med børn som ikke forstod tilstrækkeligt engelsk til at kunne forstå førerens instruktioner, hvis der blev problemer med dyret på den smalle sti. Vi skulle derfor gå ned til folden og tale med chefen der for at blive godkendte. De tog heldigvis lettere på tingene end kontormanden der modtog tilmeldinger. Vi slap derfor med mod at underskrive en seddel som fratog parken for ansvar. Og så skulle vi ellers skynde os over til folden igen til næste 2-timers ridetur der startede kl. 14.

Her fik Ida tildelt en hest og vi andre tre hvert sit mulddyr. Rideturen gik ind gennem det spændende landskab med røde stensøjler op og ned ad stejle skrænter. Lises mulddyr hed Fireass. Navnet hentydede til, den var rigtig doven og skulle trues med en pisk for at gå. Pigerne syntes det var sjovt at prøve western-ridning med slappe tøjler. For Erik og mig handlede det vist mere om overhovedet at sidde på dyret.

Uha, hvor var jeg stiv i benene og øm bagi efter turen. Vi kørte ud og så nogle udsigtspunkter.

Der var ikke tid til at gå den lange tur ned i området, for vi havde besluttet at tage til rodeo kl. 19. Her kom vi heldigvis i god tid for der var rift om de bedste siddepladser. Rodeo’et var sjovt. De forsøgte at ride på heste og tyre der sprang og sprællede så snart de blev sluppet fri. Også deres børn deltog. Jeg vil tro de yngste var 2-3 år. De red på får og skulle som de voksne blive siddende på i 8 sec. Forestillingen varede 1½ time, hvorefter vi kørte videre til vores næste motel 25 min kørsel udenfor parken.

Jeg sank udmattet om på sengen kl. 22

 

Morgenmad på værelset.

Ridetur på mulddyr i Bryce Canyon.

Ida til hest.

Flot udsigt over dalen.

 

Søjlerne hedder hoodoos. Det er et navn fra indianerne som troede det var forstenede mennesker.

Den er sød.

Rodeo.

Det gælder om at blive siddende 8 sek.

 


 

Søndag 30/7

Vi brugte formiddagen på at vandre rundt i Bryce Canyon. Der er helt usædvanlig smukt og spændende at gå rundt. Vi var alle 4 begejstrede.

Midt på dagen begyndte vi køreturen til Las Vegas. Da vi kom ind på den store motorvej var der igen dækning på mobiltelefonen og vi kunne modtage SMS’er fra Christian og mor. Vi ringede til Auning. Det var rart at høre alt står godt til hjemme. Og ellers var der gang i Harry Potter, så turen gik glat og føltes hurtig.

Vi var fremme i Las Vegas ved Circus Circus ved 16:30-tiden. Sikken et mylder af mennesker alle vegne og svært at finde en ledig P-plads i nærheden af receptionen. Vi var ved at blive lidt nervøse over ikke at have reserveret et værelse da vi så den enormt lange check in –kø. Vi skal nok have stået og ventet ½ time før end vi nåede frem til skranken. Men vi var heldige og fik et værelse for de næste to dage.

Hotellet skulle være specielt rettet mod børnefamilier. Men det er nu kasino-delen der fylder halvdelen. Børn under 21 år må ikke færdes på kasinoer. Det løses ved at inddele guldpladsen i røde og grønne områder. Så kan man gå på en grøn sti med sine børn ind gennem det hele! På bagsiden er en stor hal med røde vinduer som viste sig at være et tivoli med indendørs rutsjebaner etc. I forbindelse med kasinoet er en cirkusarena. Her er der optræden med et nyt cirkusnummer hver halve time. Ideen med det ser ud til at man gerne vil lave en underholdning der trækker folk til, men som samtidig skaber ventetid, hvor man så skal bruge penge.

Vi har spist lidt småt, hurtigt og ensformigt de sidste dage. Så det passede fint med hotellet blandt sine utallige restauranter havde en med et kæmpe tag-selv-bord. Især pigernes ernæring kan hurtigt blive lidt ensformig fordi de er så skeptiske og kræsne overfor alt nyt.

Mætte og veltilpasse gik vi fra vores hotel ned langs The Strip – hovedgaden i Las Vegas. Det passede med det så småt begyndte at blive mørkt så alle lysene tændtes. Det er virkelig flot. Det var meget varmt udendørs selv om solen var gået ned og det blæste en del. Det føles som at gå i en stor føntørrer. Heldigvis er temperaturen nu til at holde ud. I de sidste par uger har her været hedebølge med op til 45 °C om dagen og 30 °C om natten. Vi ved ikke hvor meget temperaturen er faldet, men var meget lettede over det overhovedet var til at holde ud. Vi har mødt nogle danskere på et motel i sidste uge som var flygtet fra varmen herude.

Vi nåede at gå ca. halvvejs ned af The Strip til Treasure Island kasinoet før end pigerne var trætte og vi måtte vende om. Det passede os alle fint at komme i seng lidt over kl. 22.

 

Vi vandrer ad en sti ned mellem hoodoos.

Søjlen med de tre i midten hedder ”Thors hammer”

Usædvanlig og meget smuk natur.

Jeg havde håbet pigerne kunne vælge lidt grønsager at spise. Men det blev mest til pasta og kage.

En forestilling i Circus Circus.

 

Ofte er det meget dygtige og kendte kunstnere der optræder.

Udenfor Treasure Island –kasinoet. Der har lige været en forestilling ved sørøverskibet. Vi kom for sent og kunne ikke holde os vågne til at se den næste.

Vores hotel om aftenen.

 


 

Mandag 31/7

Dagen startede som så mange gange før med cornflakes på værelset. Så kørte vi udenfor byen for at se Hoover Dam, som er en af verdens største dæmninger. Der var et besøgscenter som viste hvordan dæmningen der var færdig i 1935 blev bygget. Der var også en interaktiv skærm som forklarede hvordan vandet løber ind i turbinerne og trækker generatorerne, og hvordan disse så laver strøm. Pigerne var meget interesserede i denne. En guide fulgte os med elevator de 220 m ned til elværket, hvor vi kunne se toppen af generatorerne i en stor hal. Og vi fik lov til at komme ind i en af de afledningskanaler man havde sprængt i klippen for at lede vandet udenom medens dæmningen blev bygget. Det der gjorde mest indtryk på mig var den enorme mængde cement der er brugt – nok til at bygge en dobbeltsporet motorvej tværs over USA.

Vi spiste frokost i besøgscenterets cafeteria inden vi kørte tilbage mod Las Vegas. På turen fandt vi et stort supermarked, hvor vi fik provianteret til den kommende dag. Tilbage på Circus Circus parkerede vi bilen og tog herfra bussen ned til den fjerneste ende af The Strip. Vi gik herfra tilbage til, hvor vi sluttede turen i går. På vejen så vi nogle af byens mest kendte hotel-kasinoer: Luxor, Excalibur, New York, MGM, Paris, Bellagio, Caesars Pallace og The Venetian.

Luxor er anderledes. Hotelværelserne er bygget ind i det yderste af en pyramide. Indeni er der en kæmpe pyramide-sal med kopier af ægyptiske kunstskatte og frit udsyn helt op i pyramidens top. Og så er der naturligvis flettet kasino ind mellem det alt sammen. I MGM blev vi ved indgangen lokket med billetter til et gratis show. Det viste sig at foregå langt inde i hotellet. De største hoteller er så store, at det er en hel verden at begive sig ind i. På vejen så vi et stort bur med en levende løve, og så passerede vi naturligvis spilleautomater, black jack og rouletter i store mængder. Og det mest forbløffende er, at der er masser af mennesker der spiller alle vegne. Øjnene er ved at trille ud af hovedet på os i alle hoteller. Hvert eneste af dem rummer næsten ligeså mange spilleautomater som jeg troede der totalt kunne være brug for i hele byen. Det er helt vildt!

Vores billetter viste sig dog at være en nitte. Da vi fandt frem til det de gjaldt til, viste det sig at vi havde ”fået lov til” at komme ind og se en ½ times TV-udsendelse som endnu ikke var udsendt. Vores gæt er man evt. vil bruge os som test-publikum. Men vi drejede altså resolut om på hælen. Det skulle vi ikke bruge tid på.

Udenfor Bellagio er en stor sø, hvor der hver halve time er springvand med lys som danser til musik. Udenfor Mirage er et vandfald som hvert 15 min forvandles til en ildsprudende vulkan.

Vi var inde og vende i de fleste bygninger. Alle er utrolig flotte og fyldte med spillemaskiner. Der var meget at se på. Men vi blev trætte og skulle også tænke på at kunne komme op igen i morgen.

Vi var hjemme i seng kl. 22:30.

 

Udsigt over Hoover Dam.

 

Vi kunne se bygningsarbejdere arbejde på at lave en ny motorvejsbro over kløften til aflastning af vejen over dæmningen.

Bygningsarbejdet foregik vha. wirer spændt ud over kløften.

Inde i generatorsalen.

Vi leger procesoperatører og skal styre vand, turbiner og generatorer korrekt.

Et kig ned på elværket.

I bunden er betonvæggen enorm tyk – den er lige så bred som den er lang.

Grænsen mellem Nevada og Arizona går midt på dæmningen.

En af spillehallerne i Circus Circus.

Luxor.

Inde i pyramiden i Luxor.

 

Striberne oppe i lofter er gangene til hotelværelserne.

Der kører et tog mellem Luxor og nabo-kasinoerne.

New York.

New York.

MGM.

Pigerne køler sig ved en vandforstøver.

Springvandet udenfor Bellagio.

Vulkanen udenfor Mirage.

The Strip med ”The Venetian” i forgrunden.

 


 

Tirsdag 1/8

Vi var tidligt oppe og kørte fra hotellet kl. 7:40. Vi skulle i dag køre feriens længste strækning gennem Death Valley og op langs Sierra Nevada bjergkæden. Det er Mors fødselsdag i dag, så vi skyndte os at ringe fra motorvejen medens der stadig var dækning på mobilen.

Vi kørte tværs gennem ørkenen med en afstikker ned til Badwater som er det laveste punkt i USA med 86 m under havet. Vi havde på forhånd haft talt meget om de høje temperaturer vi kunne risikere i ørkenen – normalt gennemsnit er ifølge vores opslagsbog 47 °C. Men i dag kunne vi køre med air condition’en tændt uden at overbelaste bilen. Og de æg vi havde fantaseret om at stege i solen måtte vi også opgive.

Der var en masse salt og en lille smule vand ved Badwater. Med det navn måtte vi hellere lade være med at smage på vandet.

Vi skulle over et par bjergpas, og så var vi fremme ved den brede flade Owens Valley mellem de to bjergkæder Sierra Nevada og Inyo Mountains. Det var en flot køretur. Turen var gået hurtigere end vi havde regnet med. Frokosten klarede vi hurtigt fra bagsmækken ved et bjergpas. Så vi var allerede fremme ved Mammoth Lake lidt over 16. Vi besluttede os for at overnatte her, frem for at vinde tid til i morgen. Det passede med vi fik et værelse på Motel6. Vi skyndte os i badetøjet og nød eftermiddagssolen ved poolen. Det var også anledning til, vi kunne få vasket tøj.

Det var helt rart at tilbringe en rolig aften på hotellet. Til aftensmad ringede Erik efter en pizza, som vi fik leveret ved døren 15 min senere. Det var meget hyggeligt. Vi gik en lille aftentur i byen. Det var så koldt nu solen er borte, at vi måtte have en trøje på.

Tørretumbleren var længe om at tørre vores tøj, så Erik var mange gange i vaskeriet.

 

Vi kan ikke vågne.

Death Valley, Zabrinske Point.

Badwater.

Her er lidt vand og meget salt.

Death Valley er omgivet af bjerge i mange farver.

Her er der sand som man forestiller der skal være i en ”rigtig” ørken.

Alle tørre steder vi kører, ser vi de der buske, man ser komme rullende med blæsten i tegneserier. De fleste steder vi ser dem, er når der er pigtråd langs motorvejene, som de hænger fast i.

 

Det lykkedes os aldrig at finde et rigtig stort godt eksemplar på en vej, hvor vi kunne stoppe bilen.

I tørre egne vokser der ofte Joshua-træer.

Der bades på motellet i Mammoth Lake.

Pizza på værelset.

 

 


 

Onsdag 2/8

Vi sov lidt længe i dag, spiste cornflakes på sengekanten, og var så ellers parate til at køre videre kl. 8:30. Vi kørte nordpå til Tioga bjergpasset der er starten på Yosemite Nationalparken. Det var en flot køretur. Oppe i bjergpasset lå der klatter med sne, vi var en tur ude at gå i og kaste med.

Et lille stykke inde i parken nåede vi til Tuolumne Meadows. Her findes der mulighed for at leje telte som ikke kan reserveres på forhånd. Vi var heldige at være fremme medens der stadig var ledige pladser. Vores telt har cementbund og fire senge og en lille brændeovn der skal holde os varme i nat. Pigerne er begejstrede. Vi fik fat i et kort over området, og kl. 11 var der afgang ud i naturen. Her er bare så flot; floder, klipper, bjerge, enge, blomster og vilde dyr. Et af de vilde dyr der er her er bjørne. Pga. dem må vi ikke have madvarer i bilen eller teltet om natten. Dette skal puttes i metalkasser som bjørnene ikke kan bryde op.

Vi nød alle gåturen i den flotte natur. Det ligner noget vi har set på naturfilm når det er aller-flottest. Det var lidt svært at finde ud af stiernes afmærkning i starten. Og vi ville gerne være sikre på at kunne finde tilbage igen. Den sti vi gik et stykke af, ”John Muir” fortsætter helt ned til Sequoia-parken, som vi skal se om et par dage.

Da vi kom tilbage i lejren kunne vi se de engelske navne på de dyr vi har set er: ”Pine Marten”, ”Yellow-bellied marmot” og ”Belding Ground Squirrel”.

Vi var tilbage ved teltet ved 16-tiden trætte og med ømme fødder. Vi lå lidt på sengene og sundede os lidt – Ida og Erik sov. Men vi er jo kommet for at se noget, så sidst på eftermiddagen gik vi endnu en lille tur til Dog Lake. Vi var heldige at se en ”Mule deer” med kid – herefter var alt om trætte ben glemt. De var godtnok søde.

Der er en restaurant i lejren. Her havde vi reserveret bord kl. 20. Det var dejligt at få god mad at spise.

Bagefter gik vi over i vores telt for at sove. Pigerne var meget spændte på vi skulle tænde op i ovnen og var meget hjælpsomme med at finde grankogler til optænding. Sikke varmt det blev da der kom ild i brændestykkerne. Ovnen blev helt glødende. Så det var lige før de tykke tæpper var dejlige at gemme sig under for varmen.

 

Tioga bjergpasset ligger højt og er kun åbent om sommeren.

Sneboldkamp.

Velkommen til Yosemite Nationalparken.

 

Herefter gik fotografen amok i den smukke natur.

 

 

Åh mor, skynd dig at tage billedet.

Vandet er meget koldt!

 

Maden, parfume og andet med stærk duft gemmes i bjørnesikrede kasser for natten.

Det bliver mørkt i lejren.

Der er fyret op i ovnen og vi kryber i seng.

 

 

 


 

Torsdag 3/8

Erik har været oppe og lægge det sidste brænde på ovnen kl. 4 i nat, så selv om temperaturen i nat har været nede på måske 5 °C har vi piger haft det dejligt varmt. Erik selv har frosset en lille smule for han havde et tæppe mindre end vi andre tre.

Jeg stod op kl. 6, fik et brusebad og forsøgte at køre til en butik i nærheden efter mælk. Butikken åbnede imidlertid ikke før end kl. 8, så jeg kørte tilbage til    teltet, hvor resten af familien var kommet på benene. Vi gik herefter over til restauranten og spiste morgenmad der. Det var perfekt, for så kunne pigerne smage en amerikansk pandekage til morgenmad. – Og jeg fik dejlig kaffe.

Vi delte bord med en amerikansk far og hans voksne datter. De var kommet på stedet her og vandret hver sommer i mange år, Vi har i det hele taget mødt mange som har kommet her gennem mange år. Det er med til at gøre stedet meget hyggeligt. En mand i 50-erne fortalte i aftes, at da han var barn var det en ren attraktion at se bjørnene komme om natten og rode i affald. Han og en kammerat havde for sjov lavet larm ved affaldsspanden en aften for at more sig over alle de der kom ud fra teltene med lommelygter for at se ”bjørnen”. I dag er man meget opmærksom på at forstyrre naturen mindst muligt. Selv jordegern og lign. appellers det til man ikke fodrer.

Vi pakkede vores ting tilbage i bilen og hentede vores madvarer i bjørnekasserne. Vi kørte herefter tværs over højlandet med kurs mod dalen. Naturen er bare så dejlig. Vi gjorde stop et par gange for at gå tur ved Tenya Lake og langs Yosemite Creek. Pigerne syntes det var sjovt at krydse vandløbet over nogle sten og gå tilbage langs den anden side hen til, hvor der var nogle væltede træer at balancere tilbage på. Pigerne elsker i det hele taget at finde vej i det uvejsomme terræn mellem de store sten.

Nede i dalen stoppede vi ved floden for at bade. Vandet var iskoldt, men Ida og Erik svømmede langt alligevel. De sagde det gav varmen at svømme mod strømmen. De er nogle værre nogen. Bagefter sad vi og spiste de madpakker vi havde købt i lejren i morges. Det var en plads med redwood træer vi sad i. Vi er efterhånden blevet gode til at genkende dem i alle størrelser.

Vi havde ikke nogen færdig plan fra morgenstunden for, hvad vi præcis skulle se i Yosemite Valley. Ifølge vores lommebog er den mest populære vandretur op langs vandfaldene i bunden af dalen. Så selv om det allerede var midt på eftermiddagen før end vi nåede det inderste af dalen, besluttede vi at forsøge at gå så langt vi kunne nå. Vi endte med at nå op forbi det nederste vandfald og et lille stykke mere indtil vi kunne se det næste. Det sidste stykke langs vandfaldet foregik på stejle trapper af klippestykker. Ikke engang et rækværk var der at klamre sig til. Jeg var ret så nervøs ved tanken om at skulle balancere ned igen. Der var en del vandstøv som blæste over på os, så vi var klamme ikke kun af sved da vi nåede toppen. Inden vi vendte om sad vi lige og hvilede og fik en kiks og lidt cola at drikke. Heldigvis viste nedturen sig at være langt hurtigere og lettere end vi havde troen. Turen op tog 2½ time. Nedturen klarede vi på 1 time og uden at holde pause for at drikke vand.

Vi var tilbage ved bilen kl. 19:20. Vi var heldige at det passede med der kom en af parkens busser og kørte os det sidste stykke fra vandrestiens start og tilbage til P-pladsen. Her købte vi en sandwich til aftensmad. Vi havde om morgenen forhørt os om der var ledig plads så vi kunne overnatte i dalen, men alt var udsolgt. Der var derfor ikke andet at gøre end køre mod Oakhurst, hvor Erik havde noteret en række moteller. Vi ville gerne have været forbi og set udsigten fra Glacier Point på turen, men det var for sent. Solen ville være gået ned inden vi kunne nå frem dertil.

Vi var fremme i Oakhurst lidt i 22. Vi hørte CD hele turen og nåede lige til et spændende punkt da vi nåede frem. Det første sted vi var inde og høre om prisen var lidt dyr. Men da Erik havde ringet rundt og fundet ud af alle andre moteller i nærheden var udsolgte, så skyndte vi  os at slå til alligevel.

Pigerne gik direkte i seng – de fik lige børstet tænder og strakt benmusklerne.

Erik og jeg holdt lige en kort planlægning af den sidste tid vi har tilbage. Så krøb vi også i seng svedige og trætte.

 

Morgen-røg fra teltet.

Pandekager til morgenmad.

Tenya Lake.

Yosemity Creek krydses over nogle store sten.

Tilbage over floden.

Vandet var iskoldt.

Frokost.

Et egern der gerne vil fodres.

Blue Jay – en fugl vi støder på alle vegne i nationalparkerne.

Det første vandfald hedder Vernal. Det falder lodret og er nok det smukkeste af de to.

Vi gik indtil vi kunne se næste vandfald, Nevada.

Herefter vendte vi om.

 


 

Fredag 4/8

Groft sagt har pigerne badet og hørt Harry Potter det meste af dagen. Da vi havde spist morgenmad badede de i poolen på hotellet i Oakhurst til kl. 10:40. De havde det vældig sjovt med at smide en flaske vand i poolen, og så kappes om hvem der først fandt den og dykkede ned og hentede den op igen.

Alt stod pakket op parat på værelset sådan at de to bare skulle i tøjet i sidste øjeblik inden kl. 11.

Vi startede med at køre tilbage nordpå for at se udsigten i Yosemite fra Glacier Point. Det var godtnok langt at køre 1½ time bare for at se en udsigt. Men vi syntes det var noget vigtigt vi ikke havde nået i går. Og tiden flyver hurtigt for os alle når vi hører CD’en med Harry Potter. Eneste problem er, når Ida og jeg bliver køresyge af alt den slinger i bjergene.

Der var en helt fantastisk udsigt. Så det var godt vi gjorde turen. Efter den sædvanlige frokost fra ”cafe bagsmæk” fik vi alle en is inden turen sydpå startede mod vores næste motel i Visalia øst for Fresno.

På det sidste stykke af køreturen så vi rigtig mange vinmarker, ferskenplantager og majs. Vi så et sted hvor der gik køer i en løsdriftstald. Der skal nok have været 1000 dyr. Det er rigtig landbrugslandet vi er kommet til. Eneste pause på turen var et kort stop ved en vinmark, hvor de solgte druer fra en bod.

Vi var fremme ved motellet kl. 18. Erik var godt træt pga. jeg havde køresyge først på dagen. Han har derfor kørt hele turen. Erik lagde sig lidt på sengen for at hvile medens pigerne og jeg gik over for at bade i motellets pool. De er slet ikke til at stoppe. De plasker og sprøjter så der stod en flod helt ned på parkeringspladsen.

Sidst på aftenen fandt vi en restaurant i nærheden. Maden var god. Og endnu bedre; børnemenuen var trykt på et lille opgavehæfte som pigerne syntes var rigtig sjovt at lave. Lise blev ved med at løse opgaver da vi kom hjem. Ida gik direkte i seng. Erik og jeg sad lidt og hyggede os. Det er farligt med hygge, for så løber tiden fra os. Vi kom i seng kl. 23:30.

 

Fra Glacier Point kunne vi se floden med de to vandfald vi havde vandret langs dagen før.

Vi får turens eneste ispind.

Vi køber vindruer i en bod ved vejen.

Lise laver opgaver.

 


 

Lørdag 5/8

Da vi skulle ud af døren til morgen fik jeg af en eller anden grund tanken, at jeg gerne lige ville se min pung. Ak, den var ikke mere i min rygsæk og det er 2 dage siden jeg med sikkerhed har haft den sidst. Der var ikke andet at gøre end ringe til Visa og få spærret kortet. Heldigvis har Erik på forhånd lagt et skannet billede af kortet i E-box, så jeg kunne finde kortets nummer på Internettet.

Herefter kørte vi som planlagt til Sequoia Nationalparken for at kigge på kæmpetræer. Turen op på bjerget gik af nogle ualmindelig snoede veje. Ida og jeg gider snart ikke mere køresyge. Vi var fremme ved kæmpetræerne ved 12-tiden. Der var en afmærket rute gennem et stykke skov, hvor vi kunne kigge på trærerne og læse plancher om deres vækst og parkens historie. De er ret kræsne mht. jordbund, lys og luftfugtighed og overlever så ellers ved at tåle skovbrande bedre end skovens øvrige træer. Pigerne og jeg forsøgte bedst muligt at fotografere dem. Men det er ikke let. Tilbage ved bilen fik vi frokost inden vi kørte et lille stykke til et væltet træ, som er berømt for man har kørt biler op herpå og fotograferet dem. Lige i nærheden er et træ væltet over vejen. Det er der hugget et hul i, så bilerne kan køre derunder. Det mest imponerende ved de væltede træer ud over deres størrelse er deres alder. De ser ikke specielt rådne ud efter 80 år.

Sidste stop var ved træet General Sherman, der er verdens største træ målt i rumfang. Det vurderes til at veje 700 t. Alle besøgende skal naturligvis fotograferes foran dette. Den bedste illustration af træets størrelse, var synet af en sidegren der var faldet af i foråret. Det er helt naturligt for Sequoia-træer at miste de nederste sidegrene. Aret oppe i træet, hvor grenen havde siddet så ikke så voldsomt ud lang deroppe. Men da vi så kom om og så at grenen var en større træstamme der havde slået et stort hul i gangstien gav det et helt andet indtryk. Stammen nåede pigerne midt på brystet til trods for hullet i jorden.

På hjemturen gjorde vi et kort stop lige før motellet for at købe blommer i vejsiden. Vi var tilbage på motellet kl. 17 og pigerne fik en god lang badetur i poolen.

Midt på aftenen gik vi en tur og fandt en mexicansk fastfood restaurant.

 

Ja, vi kan umuligt nå omkring et voksent Sequoia-træ.

Sequoia.

Løvet minder om Cypres eller Thuja.

Mellem Sequoia-træerne var graner med kæmpekogler.

Her er der nye Sequoia på vej.

Der er hugget hul, så bilerne kan køre under.

Gereral Sherman – verdens største træ.

 

Bemærk aret i toppen fra en gren som er brækket af.

Det obligatoriske foto foran General Sherman.

Respekt! - Sidegrenen fylder som et større dansk bøgetræ.

 

Der var et opslag som fortalte grenen var knækket af i år i maj måned en tidlig morgen, hvor der ikke havde været mennesker i nærheden.

Endnu to kæmpestore træer.

Sequoia kræver høj luftfugtighed.

Der er mange fyrretræer med meget mos på stammerne.

Den ene vejbane går mellem to træer.

 

 


 

Søndag 6/8

Tanken om at vores ferie snart nærmer sig sin ende, og måske også fordi vi er ved at være mætte af de mange oplevelser, får os alle til mere og mere at tænke på alt det derhjemme. Pigerne savner kaninerne og Nusse. Der er ikke så mange punkter tilbage på vores rejseplan. Da vi planlagde turen var det meget svært at vurdere, hvor mange seværdigheder vi orkede at se uden at blive trætte. Og vi kunne jo også blive forsinkede af sygdom eller lign. Men vi har endt med stort set at følge planen hjemmefra uden afvigelser. Vi har endda flere gange konsulteret planen når vi var i tvivl om hvilken ugedag vi var kommet til. Der stod jo i planen hvad vi skulle lave hvilke dage. Men nu synes vi til gengæld også det er dejligt at kunne tage de sidste dage lidt mere med ro.

Vi tjekkede ud kl. 9 og begyndte køreturen tilbage til San Francisco ad store motorveje og hovedveje. Det meste af turen kørte vi gennem landbrugsland. Det er enormt så store markerne er. Der er rigtig meget majs og frugttræer (blommer, kirsebær, appelsiner) og valnødder. Vi også mange tomatmarker og flere steder hvordan tomaterne blev plukket af en maskine og læsset på lastbiler. Der er åbenbart rigtig gang i tomathøsten for der kørte mange lastbiler på motorvejen med tomater.

Erik havde siddet og studeret kuponhæfter med motel rabattilbud i aftes. Vi havde besluttet os for at motel i Palo Alto, men for at opnå rabatten skulle vi møde op uden reservation. Det viste sig imidlertid, at der var et møde på Stanford som havde sat rabatten ud af kraft og prisen 250% i vejret. Vi besluttede derfor at køre videre til et lignende motel i nærheden af lufthavnen. Denne gang bestod vores uheld i at samme hushummer kan optræde i flere bydele på samme vej. Den første destination viste sig derfor at være forkert. Det var godtnok forvirrende og ærgerlig spild af tid. Heldigvis lykkedes det os at forstå årsagen til fejlen, så vi kunne få kodet den rigtige adresse ind i ”Birgitte”.

Langt om længe fandt vi det rigtige hotel som heldigvis havde et ledigt værelse og som accepterede billetten i kuponhæftet.

Klokken nærmede sig 15 og vi skyndte os at få båret kufferterne op og få spist frokost så pigerne kunne få deres længe lovede badetur. Klimaet er koldere her i San Francisco end inde i landet hvor vi kommer fra, så Lise kom hurtigt til at fryse i poolen det magre skind. Ida er derimod ikke til at fryse.

Efter badet sad vi alle en times tid ved poolen og hyggede os med at læse og skrive dagbog. Ved 17-tiden kørte vi en tur sydpå igen for at se Stanford Universitetet. I ved ikke præcis hvilket institut Lars var på, men det var spændende at gå en lille tur rundt og kigge på bygningerne og de smukke omgivelser. Vi har vist fået en overdosis af Harry Potter – for Erik holdt sjov med at lede efter Snapes krypt og Dumbledores kontor.

Vi spiste til aften på Kentucky Fried Chicken i nærheden af hotellet. De andre tre lagde sig til at sove kl. 22. Jeg sad og læste en time ekstra medens jeg ventede på det blev morgen i Danmark, så jeg kunne ringe til banken og høre til om nogen havde hævet penge på mit forsvundne kort. Det var der heldigvis ikke, så jeg kunne bare ønske medarbejderen god arbejdsdag og lægge mig til at sove.

 

Lastbil med tomater.

Erik studerer rabatkuponer.

Ida ved poolen.

Lise og Erik.

Hovedindgangen til Stanford.

”William Gates Computer Science”

Der er meget kunst mellem bygningerne.

 


 

Mandag 7/8

Vores lommebog fremhæver det naturhistoriske museum California Academy of Sciences som noget helt særligt. Vi besluttede derfor at køre hen for at se det. Vi parkerede bilen i Golden Gate Park og gik af sted for at finde museet. Vi travede omkring og så den Japanske thehave, en koncertsal og botanisk have. Men naturhistorisk museum – det kunne vi ikke finde. Ida holdt sjov med det nok var fordi de ikke var færdige med at bygge det, for der var et stort byggeprojekt i parken. Og sandelig langt om længe fandt vi et skilt at museet var lukket og under totalrenovering.

Vi kørte så en tur over Golden Gate og en smut ned til Stillehavet. På vejen fandt vi en 7-eleven, hvor vi købte frokost.

Resten af eftermiddagen gik vi en tur rundt i San Francisco centrum blandt højhusene og i det kinesiske kvarter. Det passede med vi havde en enkelt gave vi manglede at købe. Vi har jo mange i sving med at hjælpe hjemme med at passe husdyr, have og potteplanter. Så det har været en hyggelig opgave at købe ting som tak under vejs.

På hjemvejen kørte vi forbi Twin Peaks, to høje hvorfra man kan se ud over hele byen og bugten. Det var klart vejr, så udsigten var helt i top. Men nøj, hvor det blæste.

Til aften fik vi en kæmpe pizza leveret på værelset. Vi pakkede herefter vores kufferter så godt vi kunne, så vi var klar til hjemrejsen.

 

Et kig ned til Stillehavet.

En række amerikanske postkasser.

Bakke forude i San Francisco.

Udsigten fra Twin Peaks.

Det blæste helt enormt på Twin Peaks.

 


 

Tirsdag 8/8

Vækkeuret ringede kl. 3. Det er en lang dag vi har for os. Vi spiste vores sidste cornflakes og læssede bilen for sidste gang. Jeg er lidt ked af at skulle af med bilen. Den har været virkelig dejlig at køre i, stor og komfortabel. Selv automatgearet er jeg kommet til at holde af. Det er helt fantastisk med automatgear op ad bakke og når man kører i kø. Pigerne kommer til at savne deres private regulering af air condition’en. De har rigtig hygget sig på bagsædet. I løbet af de sidste 3 uger har vi kørt 4500 km i den.

Lufthavnen er en hel by i sig selv. Men fantastiske ”Birgitte” kendte adressen helt hen til der, hvor udlejningsbiler skal returneres.

Herfra gik det på kuffertvogne til afgangs-terminalen. Det viste sig at være en god ide at møde op lidt mere end 2 timer før afgang, for der var en enorm kø i terminalen.

Vi fløj planmæssigt kl. 7 og så gik det den velkendte rute med skift i Atlanta.

Sikkerhedskontrollen i lufthavnene er grundig. Vi skal endda have vores sko gennemlyst. Men alligevel, da vi sad i maskinen til København fik Erik pludselig øje på pigerne der lystigt sad og klippede og klistrede billeder ind i deres dagbøger. En saks i flyet! Erik skyndte sig at bede dem gemme den i tasken inden nogen fik øje på den. Man ved aldrig hvilket hysteri det kan udløse.

Vi forsøgte at sove lidt under vejs. Bedst som vi alle sad og blundede, blev vi vækket med besked om, det var onsdag morgen og vi skulle spise morgenmad inden vi skulle lande 50 min senere. Lises ur har hele tiden gået på dansk tid. Så hun kunne fortælle os, at klokken var 9:50 da maskinen landede lettere forsinket i København.

Her stod Helle og ventede på os og kørte os hjem igen. Det er dejlig at være hjemme igen mange minder rigere.

 

Solnedgangen er flot.

 

Pigerne indhenter manglende dage i dagbogen. Det var ikke så godt da de pludselig sad og klippede med en saks.