Det hele startede med Ida og en veninde fik kaninen Mille at passe i vores SFO. Mille er en usædvanlig skæbne. Hun stod pludselig en dag i et bur i SFO’en. Der var åbenbart en familie som ikke ville have hende mere, og håbede SFO’en ville adoptere hende. Her blev Mille hurtigt trods sit hidsige temperament elsket.
Så da Ida i foråret 2004 skulle skifte fra SFO til klub var der ikke andet at gøre end at flytte Mille med.
I sommeren 2004 fik Mille lov til at parre sig med Scoopy. Det kom der 3 små søde unger ud af. Ungerne er ca. 2 uger gamle på dette billede. Det er første gang vi har dem ude af buret.
De er uimodståelige sådan nogle små størrelser. Lidt upraktisk blev ungerne født midt i sommerferien. Men vi var forbi så tit som muligt når ikke vi var bortrejste på ferie.
I efteråret 2004 flyttede Mille og en af hendes unger her hjem til os. Ungen kalder vi for Tarzan. Vi har bygget kaninbur i legehuset, som pigerne alligevel var vokset fra. Udenfor har vi lavet en løbegård med kyllingetråd omkring. Kaninerne kan selv løbe ud og ind gennem en kattelem i legehuset.
Vi har et hegn så de kan løbe rundt på græsplænen. Her er nettet ikke helt sikkert, så vi holder øje med der ikke sker noget. De nyder meget at have plads. De giver ofte et ordentligt spring op i luften af bare livsglæde.
Den første måned indtil Tarzan var gammel nok til at blive kastreret måtte vi holde dem adskilte i hvert sit bur. Det var en dejlig dag, da vi kunne fjerne pladen der havde holdt dem hver for sig. Nu kan de hygge sig sammen. De bruger meget tid på at slikke hinandens pels ren.
Snart fik de også smag for at grave dybe huler. Vi har gravet kyllingenet en halv meter ned i jorden, så de ikke kan grave sig ud. En gang i mellem må vi dække deres udgravninger til. Men de begynder øjeblikkelig at lave et nyt. Problemet er, at de er svære at fange og dermed snakke med, når de sidder dernede i hullet.
Sidst på sommeren 2006 fangede vi en kanin i skoven overfor vores hus. Den nye kanin ligner Mille meget. Den er bare mindre og har ”overskæg”. Vi kørte den rundt i trækvognen i kvarteret for at høre om der var nogen der savnede den. Det var det ikke, så vi besluttede selv at beholde den. Vi kalder den nye kanin Mimmer.
3 uger efter vi havde fanget Mimmer døde Mille. Det løste problemet med den manglende plads til en ekstra kanin. De første uger bed Tarzan Mimmer, hvis han kunne komme til det. De skulle lige vænne sig til hinanden. Heldigvis er de nu blevet gode venner. Her er de ude og studere den første sne i nov. 2006.

Sidst opdateret nov. 2006

/Hanne